Trilogien Ulveskindet Udskriv

 

Bøger i trilogien:
 
Guds barmhjertighed (2000)
Rørte vande (2002)
Skrabelodder (2004)
 
 
Navnene: 
 
Hillevi Klarin 
Født 19. november 1890 i Uppsala. Navnedag 1. august. Datter af ungkarl, pensioneret skibskaptajn Claes Hegger, født 1821. Død 1893. Og tjenstepige Lissen eller Elisabeth Klarin, født 1870. Død i barselsseng 1890. Datterdatter af Hanna Klarin, der sammen med sin mand ejede en lille butik på Svintorget i Uppsala. Plejedatter hos sin farbror, kaptajn i hæren, ”onkel” Carl Hegger og dennes hustru ”faster” Eugénie. Uddannet som jordemoder på Södra BB i Uppsala. Hemmeligt forlovet med vikarierende hospitalspræst Edvard Nolin indtil 1916. Bosat i Jämtland fra marts 1916. Jordemoder i Röbäck Sogn. 3. oktober 1916 flyttet til Svartvattnet. Gift januar 1917 med købmand Trond Halvorsen i Svartvattnet. Født omkring 1880 i Fagerli i Norge. Død 15. maj 1948. Mor til Tore, født 1917 og Myrten, født 1921. Plejemor til Risten/Kirstin Larsson, født 1917. På sine ældre dage ramt af Parkinson. Død ca. 1975.
 
Sissla, Karr og Gorm 
Hillevis hunde.
 
Lissen eller Elisabeth Klarin 
Født 1970. Datter af Hanna Klarin, der sammen med Lissens far ejede en lille butik på Svintorget i Uppsala. Tjenstepige hos skibskaptajn, ungkarl Claes Hegger. Død i barselsseng i 1890 efter at have født Claes Hegges barn, Hillevi. 
 
Hanna Klarin 
Mor til Lissen Klarin. Sammen med sin mand ejer af en lille butik på Svintorget i Uppsala. Som enke sammen med sin søster boende i et lille hus i Boländerne. Mormor til Hillevi Klarin. 
 
Claes Hegger 
Født 1821. Ungkarl. Pensioneret skibskaptajn. Alkoholiker. Far til Hillevi Klarin, født 1890 som datter af hans tjenestepige. Bror til Carl Hegger. Død 1893. 
 
Carl Hegger 
Kaptajn i hæren. Gift med Eugénie. Boende i Övre Slotsgatan i Uppsala. Bror til Claes Hegger. Plejefar og farbror (benævnt onkel) til Hillevi Klarin. Far til Tobias og Sara. 
 
Eugénie Hegger 
Født ca. 1864. Gift med Carl Hegger. Boende i Övre Slotsgatan i Uppsala. Plejemor og tante (benævnt faster) til Hillevi Klarin. Mor til Tobias og Sara. 
 
Tobias Hegger 
Født 1894. Søn af Carl og Eugénie Hegger. Bror til Sara. Fætter til Hillevi. Lægestuderende, senere læge. Gift med Margit. Senere enkemand. Far til fem børn. Intimt forhold gennem mange år til Aagot Fagerli. 
 
Sara Hegger 
Født 1995. Datter af Carl og Eugénie Hegger. Søster til Tobias. Kusine til Hillevi. Barnløs. 
 
Frøken Viola Liljenström 
Jordemoder i Uppsala i Hillevis barndom. 
 
Carl Efraim Norfjell 
Sognepræst i Röbäck Sogn 1884-1916. Gift. Lammet efter slagtilfælde. Lidenskabelig dokumentator af samernes historie, kultur og levevis. Død 1916.  
 
Edvard Nolin 
Vikarierende hospitalspræst på Södra BB i Uppsala. Hemmeligt forlovet med jordemoder Hillevi Klarin indtil 1916. Fra forår til vinter 1917 vikarierende kaldskapellan i Röbäck Sogn i Jämtland. 
 
Frøken Elisif 
Forstanderinde på jordemoderskolen på Södra BB i Uppsala. 
 
Ebba Karlsson 
Ung pige der drukner sig i elven i Uppsala på grund af uønsket graviditet. 
 
Benta Fors 
47 år. Født 14 gange. 9 levende børn. Indlagt på Södra BB. i 1915. Forblødte efter fødselen. 
 
Trond Halvorsen senere Halvarsson 
Født ca. 1880 i Fagerli i Norge. Søn af købmand Morten Halvorsen senere Halvarsson fra Norge. Dattersøn af Lakakongen. Købmand og skovejer. Bror til Aagot Fagerli og Jonetta Nilsson. Januar 1917 gift med jordemoder Hillevi Klarin, født 1890. Far til Tore, født 1917 og Myrten, født 1921. Plejefar til Risten eller Kirstin Larsson, født 1917. Boende i Svartvattnet. Navneskift fra Halvorsen (norsk) til Halvarsson (svensk) 1923. I kommunalbestyrelsen, skolekommissionen, ligningskommissionen, krisetidsnævnet, arbejdsløshedsnævnet, misrøgtsnævnet og hesteudskrivningsnævnet samt i menighedsrådet. Død 15. maj 1948. 
 
Sotsvarten. Docka. Siback. Rubin. Pontus, Pilo og Silverpärle 
Trond Halvarssons heste. 
 
Ester Spjut 
Den nye jordemoder i Röbäck. Fra Härnösand. Datter af en toldbetjent. Hillevis efterfølger. 
 
Sorpa-Lisa 
Født 1890. Lap. Klog kone. Gift med Ante Jonsa 
 
Tore Halvorsen senere Halvarsson 
Født 1917. Bliver ikke student. Alkoholiker. Sendt til familie i Minnesota, USA af Myrten ca. 1950. Hun betaler også hans hjemrejse. Med i Gudmund Erikssons skovhuggersjak. Druknet på Svartvattnet juli 1971. 
 
Myrten Halvorsen senere Halvarsson 
Født i 1921. Datter af Hillevi og Trond Halvorsen/Halvarsson. Lillesøster til Tore. Realeksamen i Katrineholm. 1942 intimt forhold til kompagnichef Jan Terning, født 1915. 1945 intimt forhold til Elis født 1902. 1945 intimt forhold til Juhan Piip, der er estlandsk flygtning. Arbejder i Eks Tvätt, Mangel og Strykinrättning. Mor til Ingefrid, født 1946. Postelev. Fem måneders prøveansættelse i Älvsjö. Medlem af Engelbrektskyrkans kor og Postvæsenets kor. Senere forstanderinde på posthuset i Svartvattnet. 1953 gift med forfatter Dag Bonde Karlsson. Herefter boende i villa i Byvången. Efter hans død atter postbestyrer i Svartvattnet. Opretter testamente i 1980. Dør af knoglekræft 28. november 1980 på Jubilæumsklinikken i Umeå. 
 
Ingefrid eller Inga Fredriksson eller Inga Mingus 
Født påskedag 21. april 1946 på Södra B B i Stockholm. Datter af Myrten og Elis/Elias. I 1948 bortadopteret til Linnea og Kalle Fredriksson, senere Mingus. Navneændring fra Ingefrid til Inga. Student. Læser til socialrådgiver. Hører J. S. Bachs Johannespassion i Engelbrektskyrkan i Stockholm den 23. februar 1967. Deltager i studiekreds hos pastor Herman Wärn. Cand. theol. 1973. Har et par forstadsembeder og et på landet i Roslagen. Udbrændt. Præst i Kronobergarresten. Underviser i religionshistorie på universitetet i Uppsala. Hjælpepræst hos Brita Gardenius. Adopterer i 1984 en indisk dreng ved navn Anand. Modtager i 1995 sin mors arv på ca. 24 mill. Kroner. 1995 rejse til indien som tak for ulandsbistand. Flere rejser til Svartvattnet. Under sygeorlov vikar i Röbeck. Venskab med Risten/Kristin, Elis/Elias og Birger. Beslutter sig for at bygge hus i Svartvattnet og være præst på halv tid der. 
 
Anand 
Født 1981 i Indien. 1984 adopteret af Ingefrid/Inga. Lider af en form for autisme. 
 
Linnea Fredriksson senere Mingus 
Født 1914. Moderen hørte til Pinsemissionen. Steril efter en illegal abort. Adoptivmor til Ingefrid/Inga. Antikvitetshandler. Boende i Parmmätargatan 
 
Kalle, Karl-Erik eller Karl-Otto Fredriksson senere Mingus 
Født 1917 på husmandssted i Sörmland. Adoptivfar til Ingefrid/Inga. Gift med Linnea. Arbejder i musikforretning med reparation af instrumenter. Jazzpianist med eget band: Kalle Mingus Swingsters. Boende Parmmätargaten i Stockholm. 
 
Moster Lizzie eller Lissi 
Søster til Linnea Mingus. Ugift. Mor til Sture. Rengøringsdame i tyve år hos Ericsson. Død som 75-årig af lungeemfysem. 
 
Efraim Efraimsson eller Lakakongen 
Morfar til Trond Halvorsen. Svigerfar til Morten Halvorsen. Boende på Pengebakken i Lakahögen. Ejer af garveriet i det tidligere kapel på odden i Boteln. 1909 istandsat og tilbagegivet som kapel til Röbäck sognemenighed. Død 1923.
 
Morten eller Mårten Halvorsen senere Halvarsson 
Nordmand fra Fagerli. Lagakongens svigersøn. Far til Trond, Jonetta og Aagot. Bissekræmmer, købmand og senere skovhandelsmand og spekulant. I sognerådet 1907. Landbetjent. Kirkeværge. Skolekasserer. Kommunens tillidsmand og repræsentant ved folketælling. I pensionsnævnet. I kirke- og skolerådet. I bestyrelsen for fattigvæsnet. I bestyrelsen for forvaltningen af statsmidlerne. I nævnet for understøttelsen af fattige lapper. I levnedsmiddelnævnet. Død 1933. 
 
Jonetta  
Datter af Morten Halvorsen. Ældste søster til Trond og Aagot. Gift som 30-årig med lappen Antaris eller Nisj Anta eller Anders Nielsson. Død seks år senere. Hendes hus er en gave fra hendes far. Efter hendes død købt af Aagot.  
 
Antaris eller Nisj Anta eller Anders Nielsson 
Lap. Gift med Jonetta, datter af Morten Halvorsen og søster til Trond og Aagot. 
 
Aagot Fagerli 
Født 1900 eller 1902 i Fagerli i Norge. Ugift. Datter af Morten Halvorsen. Yngste søster til Jonetta og Trond. Rejst til Boston, USA i 1917 eller 1919. Hjem igen samme år som Jonetta dør. Købt og altid siden bosiddende i Jonettas hus. Har født et barn i Amerika. Intimt forhold gennem mange år til Hillevis fætter Tobias. Død 1981. Aagots hus har før Jonetta tilhørt enken Fransa. Senere købt af Annie Raft (kendt fra Hændelser ved vand). Efter hendes død overtager hendes datter Mia huset. Hun sælger huset til Annies ven lægen Birger Torbjörnsson. 
 
Halvdan Fagerli eller Onkel Halvdan 
Myrtens fars fætter. Myrtens rådgiver i skovanliggender efter Tronds død. Boende i Jolet. 
 
Risten eller Kristin Larsson senere Klementsson 
Andre mulige kaldenavne: Kristín, Krístin eller Ristin. Født 1917. Lap. Datter af medhjælper på pensionatet, Ingir Kari Larsson, født 1900 og død 1923 af tuberkulose. Faderen den skotske lord Bendam. Datterdatter af tidligere renbonde Mickel Larsson, kaldet Kødmikkel. Som treårig bortført af en ørn. 1920 plejedatter hos Hillevi og Trond Halvorsen. Eksamen fra husholdningslinien på den private realskole i Katrinekolm. Ung pige i huset hos tandlæge Öbing. I 1939 viet i kapellet på odden i Boteln til lap og renbonde Nila/Nils Klementsson, død 23. juli 1945. Mor til Klemens og Mats. Boende på fjeldet og i Langvasslia i Norge. Hun har flere børnebørn og oldebørn. Arbejder på pensionatet hos Hilda. Køber 1967 pensionatet med hjælp fra Myrten og Aagot. Bor i sit barndomshjem i Svartvattnet. 
 
Pärlan, Ruby og Diana 
Risten/Kristins får. 
 
Nila eller Nils Klementsson 
Lap. Søn af Nanna. Gift med Risten/Kristin. Far til Klemens og Mats. Renbonde. Død ved en sprængningsulykke 23. juli 1945. Begravet på Skærmo kirkegård i Norge. 
 
Klemens Klementsson 
Lap. Født 1940. Søn af Risten/Kristin og Nila/Nils Klementsson. Renbonde. Gift med og senere skilt fra Guro. Far til drengene Klement og Matke. Mister på en gang 17 rener. Anklaget og dømt til et års fængsel og fyrre tusind kroner i bøde for at have dræbt en ulv. 
 
Mats Klementsson 
Lap. Født 1944. Søn af Risten/Kristin og Nila/Nils Klemnetsson. Bestyrer af pensionatet i Svartvattnet efter sin mor. 
 
Aslak Klementsson 
Lap. Søn af Nanna. Bror til Nila/Nils. Farbror til Nila/Nils og Mats. Ugift. Renbonde. 
 
Nanna 
Lap. Risten/Kristins svigermor eller vuanove. Mor til Nila/Nils og Aslak. 
 
Ingir Kari Larsson 
Født 1903. Mor til Risten/Kristin. Datter af Mickel Larsson, kaldet Kødmikkel. Søster til Anund Larsson. Tjenstepige på pensionatet i Svartvattnet og i Jagthytten Torshåle. Forført af en skotsk lord ved navn Bendam. Død i 1923 af tuberkulose på sanatoriet i Strömsund.
 
Lord Bendam 
Rødhåret lord fra Skotland. Far til Risten/Kristin Larsson. 
 
Anund Larsson eller Laula Anut 
Født 1902. Andre mulige kaldenavne: Anund Mobbro og Jyöne Anund. Født 1903. Visemager, sanger og musikker. Søn af Mickel Larsson, kaldet Kødmikkel. Bror til Ingir Kari. Morbror til Risten/Kirstin Larsson. Skolekammerat til Elis. Har i en periode indtil 1923 arbejdet med sildefiskeri og dæmningssprængning. 
 
Mickel Larsson kaldet Kødmikkel 
Gammel fattig lap. Enkemand. Har mistet alle sine rener. Far til Anund og Ingir Kari. Morfar til Risten. 
 
Haakon Iversen 
Fra Fagerli. Oprindelig ansat hos Morten Halvorsen. Kusk og altmuligmand hos Trond. 
 
Verna Pålsa eller Pålsson 
Pensionatsværtinde. Kogekone på Torshåle. Gift med sognerådsformand Isak Pålsa. Mor til Elsa og Hildur. 
 
Isak Pålsa eller Pålsson 
Sognerådsformand. Gift med Verna. Far til Elsa og Hildur. 
 
Hildur Gabrielsson eller Hilda Wångström 
Datter af Verna og Isak Pålsson. Gift med Erik Gabrielsson eller Wångström. Værtinde på og ejer af pensionatet efter sine forældre. Køber sin søster Elsa ud. 
 
Elsa Pålsa eller Pålsson 
Datter af Verna og Isak. Søster til Hildur/Hilda 
 
Märta Karlsa eller Karlsson 
Gift med skolepedel Kalle Karlsson. Ejer af Kalsbuan. 
 
Stjärnros, Saba, Gullkullan, Vitvacker, Sockersmule, Syssla og Liljan. 
Navnene på Märta Karlsas køer. 
 
Paul Annersa 
Ejer af fjeldskovskiftet hvor jagthytten Torshåle/Thor`s Hall ved Krokåen ligger. Farfar til Anders og Niels Annersa. 
 
Harlow 
Admiral fra Skotland. Torshåles bygmester i 1899. Ven med lord Bendam den ældre, farfar til Risten. 
 
Eckendal 
Grosserer og købmand fra Östersund. Senere lejer af Torshåle. Far til Harriet Eckendal.
 
Harriet Eckendal 
Frøken fra Östersund. Datter af Købmand Eckendal. Behageligt selskab for Edvard Norlin i og omkring fjeldhytten Torshåle. 
 
Alfressa eller Alfredsson, Egon Framlund og Efraim Fransa 
Beboere i Svartvattnet og patienter hos Tobias. 
 
Elsa Fransa 
I hendes hus befinder posthuset sig. 
 
Anton Fransa 
Beboer i Svartvattnet. 
 
Kalle Persa 
Venlig mand, der forærer Hillevi fisk. 
 
Granoxen 
Stamfar til folkene i Lubben. Far til Erik Eriksson. Oldefar til Elis. Samlevende med en kvinde af lapslægt. Boende i en hytte under Brannberget. Død af kulde. 
 
Erik Eriksson eller Den gamle i Lubben 
Eneste overlevende søn af Granoxen. Enkemand. Tidligere gift med Eva fra Skinnaviken. Ankommet til Tangen og Lubben i 1887 med kone, sønnen Vilhelm, to andre børn og en ko. Senere 9 børn mere. Deriblandt Halvar, Assar og Berit. Selvmord 1925. 
 
Vilhelm eller Ville Eriksson 
Født 1880. Ældste søn af Erik Eriksson. Boende i Lubben på Tangen. Enkemand. Konen død af tuberkulose omkring 1915. Begravet på Röbäck kirkegård. Far til Gudmund, Jon og Elis, samt to unavngivne mindre drenge, begge døde som unge af tuberkulose. Efter tvangsauktion i 1925 udvandret til Amerika. Død i Aitkin, Minnesota. Asken nedsat på Röbäck kirkegård. 
 
Elis Eriksson eller Elias Elv 
Født 1902 i Lubben. Søn af Vilhelm Eriksson og sønnesøn af Den gamle i Lubben. Med Serine far til lille datter født 3. april 1916. Samme dag flygtet til Norge. Andre navne ”æ weit ikkj”, Husken og Asfaltkogeren. Skolekammerat med Anund Larsson. Officielt skift af navn og fødselsår i 1917 til Elias Elv, født 1905. Ophold hos ”Russerkvinden” på en bondegård og i et tømmersjak. Derefter syg af tuberkulose og indlagt på Breidablik Sanatorium, Vefsn Sanatorium, Plejehjem i Brønnøysund, Grefsmoens Folkesanatorium. Derefter Trondheim og Kristiania. Senere arbejde på et apotek. På Frøken Blumenthals lille malerkursus. Elev på Alexander Volds malerskole. Første udstilling 1926. Salg af første billede. Taber konkurencen om udsmykning af gymnastiksalen på Östersjöskolen. Hyre som skibsdreng. Ankomst til Berlin 1926. Medlem af NSDAP. I Berlin ansat på Erling Christensens arkitektkontor som vægdekoratør. 1935 i Paris. Derefter i Norge. Først i Oslo. Derefter i Trondheim hos Doris Mortensen. Flugt over fjeldet til Sverige. Krigens sidste tre år på glasbruget Alva i Värmland. Kort ophold i Norge omkring befrielsen. I sommeren 1945 et par måneder i Aagots sæterhytte i Svartvattnet. Tilbage til Glasbruget i Värmland. 1946 gift med Elbjörg Karlhammer, datter af ejeren af glasbruget Alva, Henry Karlhammer. Hun er lam på grund af børnelammelse og dør 1970. Skaber kunstværket Lykkeman-Niding. 1981 tilbage i Svartvattnet. Køber og restaurerer Vidarts hus. 
 
Råtass, Tjåppen og Suppen 
Elis´ hunde. 
 
Gudmund Eriksson 
Født 1903. Søn af Vilhelm Eriksson. Bror til bl.a. Jon og Elis. Udvandret til Amerika. Gift derovre med svensk-amerikansk kvinde. Efter hjemkomsten skovarbejder. Senere ejer af lille landbrug i Svartvattnet. Død inden 1981. 
 
Jon Eriksson 
Født i 1905. Søn af Vilhelm Eriksson. Bror til bl.a. Gudmund og Elis. Udvandret til Amerika. Efter hjemkomsten skovarbejder. Senere arbejder hos Unander og Skarin. Død inden 1981.  
 
Bäret eller Berit 
Født 1883. Fra Skuruvatn. Søster til Vilhelm Erikssons afdøde kone. En anden søster hedder Doris. Moster til Serine. Husholderske i Lubben. Senere gift Mortensen. Død 1925. Begravet på Trövika kirkegaard. 
 
Serine Halvdansdatter 
Født 1903. Stammer fra Skuruvatn, Jolet i Norge. Søsterdatter til Vilhelm Erikssons afdøde kone og Bäret. Kusine til Elis. 3. april 1916 født lille pige i Lubben. Død af tuberkulose i 1918. Begravet på Trövika kirkegård. 
 
”Russerkvinden” 
Mor til næsten nyfødt pige. Har tuberkulose. Enke efter yngste gårdmandssøn, død af tuberkulose. Derefter prostitueret ved sildeskuderne. 
 
Bendik  
Tjenestedreng sammen med Elis på gård i Trøndelag i Norge. 
 
Dongen eller Den Gamle 
Skovhugger og sjakbajs. 
 
Holger Holgersen eller Moen 
Vognmand for skovhuggerne. 
 
Värmlændingen 
Skovhugger. Bøsse. Voldtægtsmand. 
 
Ester 
Servitrice på en kafé. Intim veninde med Elis. Prostitueret. Giver Elis gonore. Senere gift med en arbejdsformand, enkemand med to børn. 
 
Frøken Rebecca Blumentahl 
Jødinde. Akvarelmaler. Giver Elis den første malerundervisning i Kristiania. Deporteret til arbejdslejr i Tyskland. 
 
Alexander Vold 
Indehaver af malerskole, hvor Elis modtager undervisning. 
 
Dagmar Ellefsen 
Velhavende malerinde. Intim veninde med Elis. Låner sit atelier til Elis, når hun selv maler i Nordland eller Paris. Senere gift med Karl Dickert. Medlemmer af Nasjonal Samling. Fængslet efter krigen. 
 
Karl Dickert 
Nazist. Gymnasierektor. Kaptajn af reserven. Medlem af Nasjonal Samling.
Gift med Dagmar Ellefsen. Fængslet efter krigen.
 
Arild og Harald Flakkestad 
Tuberkulosepatienter på Breidablik 
 
Odd Arnesen 
Overlæge på Breidablik. Giver Elis et nyt navn, en ny fødselsdato og en malerkasse. Far til datteren Ellen. 
 
Bjarne Nees 
Vinder af konkurencen om udsmykningen af Östersjöskolens gymnastiksal med værket ”Seierherren”. 
 
Karl Sieger 
Krigsinvalid. Indehaver af Sieger und Sohn Druckerei, hvor Elias en overgang arbejder. 
 
Hr. Brünbaum 
Jøde. Ansat hos Sieger und Sohn Druckerei.  
 
Gerhard og Valdy Rosch 
Jøder. Kunsthandlere på Friedrichstrasse i Berlin. 
 
Erling Christensen 
Norsk arkitekt i Berlin. Arbejder for Generalbauinspektor Speer. Søn af skibshandler. Medlem af NSDAP. Gift med tysk/nazistisk kvinde. Elias kender ham fra Alexander Volds malerskole i Kristiania. 
 
Aron Klein 
Jøde. Arkitekt på Erling Christensens arkitektkontor. Emigreret til New York. 
 
Knut Knapper 
Elias´ malerven i Oslo. 
 
Fritz og Gottfried 
Elias` fællesbetegnelse for tyske soldater. 
 
Elbjörg Karlhammar 
Født 1924. Datter af disponent Henry Karlhammar. Moderen død. Lammet fra halsen efter børnelammelse som 19årig. Gift med Elias 1946. Død 1970.  
 
Henry Karlhammar 
Disponent på Alva glasbrug. Oprindelig ingeniør i maskinfabriksbranchen. Konstruktør og forretningsmand. Alva er hans kones medgift. Far til Elbjörg.
 
Dubojs 
Den gamle hyttemester på Alva. Far til de unge Dubojs. 
 
Swärd 
Disponent. Ejer af to store glasbrug. Mulig køber af Alva. 
 
Jan Terning 
Født 1915. Værnepligtig kompagnichef. Finlandsfrivillig. Intimt forhold til Myrten Halvarsson i 1942. 
 
Arnold Jonsa eller Jonsson 
Skovhugger og flåder. 
 
Evert Jonsa og Vajlet Karlsson 
Musikere. 
 
Gran 
Slagter og rakker. Boende på vejen til grænsebommen til Norge. 
 
Valter Holmlund  
Soldat. Fra Oxelösund. Arbejder som glarmester. Kone og barn. Dræbt ved ulykke under disciplinær afstraffelse februar 1942. 
 
Antonsson 
Soldat. Fra Södertälje. Arbejder på et karosseriværksted. Kone og fire børn. Spiller på harmonika og guitar. Dræbt ved ulykke under disciplinær afstraffelse februar 1942. 
 
Britt-Inger, Pe Ols Linnea og Pe Larsa
Beboere i Svartvattnet. 
 
Magnhild Larsson
Beboer i Svartvattnet. 
 
Pålsa, Alfressa og Mårsa
Gamle familier i Svartvattnet. 
 
Kjell-Gunnar Nielsson
Fåreavler i Svartvattnet.
 
Gamle Ante 
Gammel lap.
 
Familien Dorj 
Lapper. Gode venner med Aslak. Kendt fra Hændelser ved vand. 
 
Per Erik Dorj 
Samebyens formand. Kendt fra Hændelser ved vand. 
 
Vidart 
Afdød bilentusiast og gedeholder. Tidligere ejer af det hus som Elis/Elias køber i Svartvattnet. Kendt fra Hændelser ved vand. 
 
Per Ola Brandberg/Brandbergerne 
Entreprenører og skovejere. Kendt fra Hændelser ved vand. 
 
Sven Elonsson 
Kirkegårdsarbejder i Röbäck. 
 
Hans Isaksa 
Beboer i Svartvattnet 
 
Bertil Annersa 
Tores soldebror. Med i den forulykkede båd. 
 
Els-Britt 
Ansat hos Kristin i køkkenet på pensionatet 
 
Märta Henriksson 
Bestyrer på posthuset. 
 
Zachrisson 
Præst i Röbäck.  
 
Alfred Fransson eller Alfre Fransa 
Gift med Bojan. Far til Alfred og Anders. Boende i Svartvattnet. 
 
Assar Fransson eller Falske Fransa 
Købmand i Svartvattnet. Far til tekstilkonservator Sylvia Fransson-Bleibtreu, kendt fra Gør mig levende igen. 
 
Linnea Wåhlin 
Beboer i Svartvattnet. 
 
Reine Karlsson 
Taxachaufør i Svartvattnet. 
 
Anna Star  
Boende i Svartvattnet. Tidligere boende på Tangen. Kendt fra Hændelser ved vand under navnet Anna Starr. 
 
Kalle Mårsa, Ivar Brådalen og Maj-Brit Persson 
Beboere i Svartvattnet 
 
Wennerskog eller Den sidste Politibetjent 
Landbetjent i Byvången. 
 
Sören Flack 
Turist entreprenør i Svartvattnet. 
 
Annie Raft 
Lærerinde i Svartvattnet. Forfatter til bygdespil om lorden og lappigen (Risten mor og far). Før sin død i mange år intim veninde med Birger Thorbjörnsson. Han bor nu i hendes hus. Kendt fra Hændelser ved vand. 
 
Ingeborg Grelsson 
Myndigt medlem af syklubben i Röbäck 
 
Doris 
Ny købmandskone i Svartvattnet. 
 
Selma Ek 
Ejer af vaskeriet Eks Tvätt, Mangel og Strykinrättning. Gift med Prokurist Ek. 
 
Juhan Piip 
Estlandsk flygtning. Søn af tidligere minister i Tallinn. Intim ven med og delvis samboende med Myrten fra 1946-48. Har gået på musikkonservatorium. Arbejder på statsbiblioteket. Senere pianist på Metropol. Universitetsstuderende. Socialdemokrat. 
 
Véronique Åkerman 
Fransk. Myrtens fransklærerinde i Stockholm. Gift med sproglærer på Norra Latin. 
 
Martial Canterel 
Ingeniør og opfinder. Boende i lejlighed i Montparnasse og villa i Montmorency. Hovedperson i Myrtens franske fantasifamilie.  
 
Isa, Vera og Hanna 
Piger ansat i vaskeriet hos Fru Ek sammen med Myrten. 
 
Frøken Gustafsson 
Repræsentant for børneværnet. 
 
Vera Gustafsson 
Forstanderinde på Björkelund 
 
Margit, Maria Johansson, Ellen, Mona, Sonja, Lille Barn, Rigmor, Britten, Signe, Inga-Britt, Rosita eller Ingegerd, og Aina. 
De gravide piger på Mødrehjemmet Björkelund. 
 
Edith  
Sygeplejerske. Forstanderinde på Högalids Plejehjem. 
 
Dag Bonde Karlsson  
Forfatterpseudonym. Karlsson moderens pigenavn. Egentlig Dag Fjellström. Enkemand efter ægteskab med Agda Fjellström, datter af storbonde og skovejer, død ved drukneulykke. Far til Ronald, Torun - gift med Evald - og Daga. Boende i Kloven. Forfatter til bl.a. Ingefrid på Högåsa. Lider af angina pectoris. 1950 gift med Myrten Halvarsson. Derefter boende i villa i Byvången. 
 
Roland Fjellström 
Søn af Dag og Agda Fjellström. Ejer af hotel og campingplads i Svartvattnet. Kendt fra Hændelser ved vand.  
 
Herman Wärn 
Præst og studiekredsleder 
 
Pernelius 
Afdød advokat i Östersund. Bestyrer af boet efter Myrten Halvarsson. Gammel ven af Hillevi. 
 
Becka eller Rebecka Gruber 
Veninde med Inga. Socialantropolog. Leder af LEAD- gruppen på rejse til Indien. (LEAD = Local Education and Development. SIDA: Den svenske statslige bistandsorganisation parallel til det danske DANIDA) 
 
Pearl, Sune og Henning, 
Nogle af Ingefrids rejsekammerater på turen til Indien. 
 
Staffan Wikner 
Forsvarsadvokat. Bidrager til Stadsmissionen. Ingefrid/Ingas rådgiver i pengesager. 
 
Brita Gardenius 
Ingefrid/Ingas veninde. Prominent præst i Stockholm. Bispeemne. Lesbisk. Hendes tidligere elskede Eva har begået selvmord. Inga hendes hjælpepræst en periode midt i 1990erne. 
 
Birger Thorbjörnsson 
Tidligere læge i Byvången. Nu pensioneret og boende i Aagots hus i Svartvattnet. Skriver lægespalte i avisen og bog om sognets sygdomshistorie. Spiller klaver. Er jæger og fisker. Har hund. Ven med Kristin, Elias og Ingefrid. Kendt fra Hændelser ved vand. 
 
Søster Elva 
Født 1911. Tidligere diakonisse. Dagplejemor for Anand fra han er seks år. 
 
Peter 
Yngre præstekollega til Inga. Bøsse med personlige og professionelle problemer. 
 
 
Billeder: 
 
Også i Ulveskindet brillerer Kerstin Ekman med mange rammende, morsomme og underfundige billeder. Disse billeder er her sat ind i en lidt større sammenhæng, og det er ligeledes angivet til hvilken person, billederne knytter sig. Alt sammen for at vise hvor fornemt billederne er afstemt efter de enkelte personers karakter og deres øjeblikkelige sindsstemning. Billederne fortæller således meget både om de enkelte personligheder såvel som om deres livssituation. 
 
Ekman 2000 
Hillevi: Hun masede videre på skiene i det sjaskede våde føre. Det var som at gå i æblemos (75). 
Elis: Trøjen og kroppen føltes som et gærde med langt mellem stavene (76).
Hillevi: Deres tien stille var ond. Den var som det sorte vand under isen. Svartvattnet var et uhyggeligt navn (80). Erindringerne flød som mælk når den løber sammen: halvt opløste bevægede de sig i en grumset masse (81). Lyset var stort nu, det stod som en klokke omkring verden (82). 
Risten: Fjeldsøerne var blevet sorte i de første efterårsstorme og viste hvide skumtoppe som lignede hundetænder i ondskabsfulde grimasser (171). 
Elis: Dagen ville snart vende og blåne. Der var mørke under granerne, og det ville ubønhørligt komme frem. Han følte sig som en kattekilling på vej lige ind i sækken (222). Men snakken løb som hosteslim ud af kajen på ham. Han ville fortælle Elis alting (249). 
Hillevi: Tiden er en flådningsrende, tænkte hun. Vi vælter og falder som tømmerstokke ned i den. Hovedkulds (290). Børnene vrikkede af sted som små hønsefugle da de, byltede ind i sjaler og halstørklæder, gik foran hende (302). Hun kunne heller ikke sove her. Der var ingen forskel. Kroppen føltes ikke længere solid. Den var som et gitter med store mellemrum mellem stængerne. Kulde og stærke følelser trak lige igennem den og fik gitteret til at ryste ( 314f ). 
Elias: Skibsredderenken som havde købt maleriet, var klædt i gråt. Ud af frakkebrystet kom det vældende som fra en fugl der var blevet revet op af en ugle, men det var silke og perler, ikke indvolde ( 335f ). I flere dage havde himlen haft en tung grågrøn tone, og regnen var kun sjældent holdt op med at dryppe gennem de blå trækroner i Slottsparken. Til sidst var de blevet som gælleblade; de siede vand og ilt (337). Han syntes de [hestene] lugtede som rørhat og røllike. Eller som en krydderiskuffe hos købmanden. Det lød som latter under hånden når han klappede en ustriglet lænd ( 340f ). 
Hillevi: Søvandet bliver så glat hen på sensommeren. At ro er som at skumme en kalvebouillon når den er ved at stivne (361). 
Elias: Gå på biblioteket for at holde varmen når man boede i en rønne hvor tapetet mugnede og væggenes opløste træ væltede ud som havregrød når man slog et søm i (387). Og nu et andet liv. Pengene løb, sprøjtede blidt ud som når man fyrer ladningen af på en pigemave (388). Tuberkulosen tænkte han på som en af disse rovgriske, magre katte der i lejekasernen i Kreuzberg strøg ham om benene (388). Hun var en tysk madamme med kartoffelnæse, bryster som brød og en kæmpemæssig bag (401). 
Hillevi: Men for det første drev hun jo af sved. Der var hedt som i helvede i pensionatskøkkenet med AGA-komfuret. Og så var der mere eller mindre varmebølge (420). Hillevi kom frygteligt til at gyse; hun huskede en historie om et helt brudefølge som var druknet i Svartvattnet i hårdt vejr. Men nu var Rössjöns vand som olie i varmen (423). Der ville blive krig igen. Det sagde alle. Tysken han er som ulven, sagde den gamle høvding fra Matkeslægten. Han er ikke tilfreds før han har ædt det hele (430). Men Elsa sagde at hun kunne være rolig. Der var seks sildegratiner. De skulle bare varmes. De nytilkomne var over brændevinen som fluer over mælk (435). 
 
Ekman 2002 
Elias: Ved tolvtiden den anden dag så Elis tre skikkelser… Nu blev det et andet fjeld. Han huskede den første rus af kold himmel og uendelig ensomhed da han kom derop. Uendelig! Nu gik de tre dér som væggelus hen over et lagen der var gråt af skidt (16). Hver eneste fjeldbirk var forvreden som en udslidt gammel kone (18). Men lugten af efterårsmose sagde noget andet. Den kom med sommerens sødme, omrørt og fortættet som i en portion kogende myse lige når den bliver brun og begynder at tykne (27). Manden bandede lidt. Så begyndte han at ro mod en odde. Elis syntes det var som når en ræv går snorlige hen over en snedækket eng (30). 
Myrten: Så gik hånden op under strømpebåndet så det strammede. Fingrene var som små kolde snuder der blev lune og derefter varme (44). 
Risten: Når man tænkte på tysken, var han som ulven eller som kormen, den forfærdelige larve der æder sig ind under renens skind (83). 
Elias: Han rørte ved skrinets fløjl. Dem der svømmer ovenpå, tænkte han. Fedtegreverne øverst i gryden. Dem der aldrig kunne blive rigtig fattige. Man burde sprænge dem væk sådan som den fattige måtte sprænge tandpinen væk med kreosot (98). Engang havde han hørt en kvindes skrig da hun fik bank. Hun lød som en natugle (99). Om eftermiddagen fejrede de (for gud ved hvilken gang?) tyskernes fordrivelse. Det gjorde de med hornorkester og grød med saftsovs. Da var der tophuestemning. Kuldslået og knap ganske vist, og den kommunale anretning var blot et magert tegn på det der skulle komme: fredens rømmegrøt, lind og fed af fløde (103). Nu er det nat, og han ved at han er hende nær, for han taler med hendes bror. Tyksakken … Fedtklumpen er på tur. Hans ansigt er lidt løst, som finker. Han skryder ( 103f ). Han går ud igen, men gider ikke tage tilbage til festpladsen ved vandet … Et havemøblement lyser hvidt som tandpasta i natten (106). Han kunne ane et lille stykke af åen som løb stærkt strømmende og hvid i hvirvlerne langt nede. Men ellers kun åsene så langt øjet rakte, blå som duebryster (116). På højfjeldet mod vest på den anden side af søen lå der stadig store sneflader. Fjeldsiderne lignede dårligt flåede dyr (131). 
Myrten: Der eksisterede et fotografi hvor Myrten sad uden for huset med far og mor og Kristin. På det fotografi ser jeg flink ud, tænkte hun. Lys og venlig som en mannabudding (161). 
Elias: Han luskede rundt ved bruget. Han ville ind i hytten … Han var ham der nordmanden som altid kom og ævlede om fejlene i glasset … Hyttemesteren gennede ham væk som en alt for indsmigrende kat ( 171f ). 
Elbjörg: Det stormer omkring os. Alle værdier falder med brag som af høje fyrretræer, og det lave græs vender sig i den retning vinden blæser (182). 
Myrten: Hun var varsom og omhyggelig. Det tynde fik luft, bluserne hvilede på hylderne som éclair på konditorens disk (196). En krop er nu ikke særlig moderne. Nej, den er gammel. Den er blad på blad af hinder og svøb omkring sit liv. Som et liljeløg svulmer den og blomstrer. Skrumper derpå ind og tørrer bort ( 187f ). Det var tre halvvoksne drenge … De gloede som kalve ved lågen indtil et vænge hvor de skulle græsse, men så begyndte de at grine (205). 
Elias: Søen beholdt aldrig sit vand, det løb ud i havet og løftede sig igen op til tågerne og skyerne. Søen var blot en skål med liv og en urne med død. En digel for forvandling ( 222f ). 
Myrten: Musikken der havde gjort Ellen og Rosita gravide, strømmede hen over dem. Det var som brun honning ( 236f ). Der var kviste og grene, et nøgent træ strakte sit grenværk mod himmelen. En trækrone. Hun græd. Tårene var som fostervand. De løb, og hun så ind i træets krone og var udenfor, højt oppe i den (252). Hun så husgavle belyst fra retninger som hun aldrig før havde set. Som menneskeansigter der havde åbnet sig i en uventet og klar venlighed (264). Indendørs kunne hun ikke være med barnet. Linnea Fredriksson vogtede på alle følelsesudbrud i den lille lejlighed … Der var et eller andet mørkebrunt over hende, ligesom begyndelsen til en brunkagedej når man har smeltet siruppen sammen med smørret og krydderierne. Alt for stærkt. Hun passede dårligt som mor til et blondt og sart barn (284). Han [Juhan] var jo så sød. Men han spekulerede altid. Hans tanker løb omkring for sig selv som en hane med afhugget hoved (289). Hun fortalte ikke noget fra mødrehjemmet. Det var en særlig verden, indkapslet i fortiden. Men den levede som en fugtig kirtel i stiv muskelmasse (296). Da udvidede hun sig indvendigt. Det skete som når en moden blomme åbner sig og stenen er ved at falde ud. Hun kunne have sat sig overskrævs på ham og ladet hans køn tage plads dér. Ubeskyttet, pulserende. Men hun gjorde det ikke (297). 
Risten: Jeg sidder her med Trond Halvarssons nekrolog. Den er lang og smal, og avispapiret er gulnet som gamle menneskers negle (298). Vi forstod hende ikke. Hvorfor havde hun [Hillevi] gemt alt det gamle juks, og hvorfor værnede hun så voldsomt om det? Det lignede hende ikke at forsvare ormebo og skraldebylter. Men hun sad som en tæve med hvalpe og viste tænder (306). 
Myrten: Elias Elv. Hun havde ikke glemt ham. Åh, Gud, nej. Men han havde været langt borte, ligesom bag en lukket dør (324). 
Elias: Han købte en trøje til Eldbjörg. Pissegult og levret blod i mønsteret om skuldrene og ufarvet uld i bunden, tyk som stanken i en fårestald (325).
Risten: Men man vil nok ikke have at livet skal være som det er. Det burde ikke være så trøstesløst og oprørende. Så rent ud sagt grumt. Og så utilstrækkeligt – som bækvand man aldrig kan drikke sig utørstig af (369).
Elias: Men det var synsbedrag. For der sad i virkeligheden mange stivnede, bortskrabede og overmalede timer under denne overflade. Der var tid der var lige så ufrisk som en pyt dækket med skinnende mønstre af grønalger (417). 
Risten: Her boede vi. Skoven slog armene om os … Kom til os. Vi er her endnu. Livet blev ikke så hurtigt forbi som vi troede. Men det har vendt vrangen ud som en vante. Det stive snavs inde i hånden er borte. Lugten af gødning. (417). 
Elias: Der var så mange der havde lavet deres kunst her at byen var lige så fuld af den som af hundelorte på fortovene (440). Nu drejer læsning sig jo ikke om at nå genstanden for sit begær på nogen anden måde end gennem andres historier… Selv kunne han synes at historierne svinede til. De var som beskidte vinduesruder (441). For hvert gadehjørne han drejede om, kunne han mærke den kemiske lugt endnu tydeligere. Men den var aldrig sand. Men hvad er en sand lugt? Og brostenenes hindeagtige, fugtmatte belægning – som på blommer – var det vand? (442). 
 
Ekman 2004 
Ingefrid: Erindringer tænder i hjernen som kranse af lys. Det ene lys tænder det næste. Men erindringen tager det ikke så nøje med realiteterne. Den tager lighederne og tænder sit lys ved dem. Krans efter krans. De skinner i det mørke der er vores fortid eller slet ingenting (56). Nu skulle de se hytterne som havde jordgulv, og som var tækket med tørre palmeblade og studielektorens kone gik forrest og roste dem. Hun er mere tom end en udhulet kålrabi i hovedet, sagde Henning der nu igen kunne mærke sit hjerte. Hans øjne var matte, og han ænsede ikke at han talte meget højt (82). Da hun stod i lejekasernen der havde samme farve som prinsessekage, og døren blev åbnet ved det første ring, kunne hun se på sønnens ansigt, at hun lige så godt kunne gå lige til sagen (89). Eftersom hun ingen støtte havde hos andre end sekretæren, blev det til sidst uudholdeligt. Sognepræstens velvilje gav efter som et undermineret gulv (106). Berørt bliver hun liggende på knæ i et tidsrum som hun ikke ved om er langt eller kort. Så rejser hun sig og breder armene ud. Tårene løber som sommerregn (114). Da hun mødte Brita Gardenius havde hun ikke villet tilbage. At blive præst igen ville føles som at tage et par slidte og udtrådte sko på (115). Far, elskede far. Apollinarisflasken på rygebordets glasplade, den pustede så morsomt når man lettede på patentproppen. Cognacsjussen var guldhumusbrun som vandet i en lille skovsø (118). Fattigskam. Kvindeskam. Den kunne man måske genne væk som en påtrængende hund. Men skyld – den var die Stricke meiner Sünden. Den bandt og snærede og viklede sjælen ind i noget rod med hårdknude og løbesnare (146). Linnea kan ikke lide anekdoterne fra Kalles barndom. Han har gemt på dem længe, for også han vil sænke fortiden ned på havets bund. Men da han begyndte at blive gammel, springer de ud af munden på ham. De er som svaleunger der længe har været flyvefærdige, men som er blevet hindret af Linneas sure vejr i at komme ud (158). Prædikerne bliver holdt på et professionelt sprog der ikke er uforståeligt som lægejagon, men tværtimod tilrettelagt for tilhørerne. Forståeligheden er appelerende. Somme tider bliver den for stærk, som når man overdoserer vaniljen i en sukkerbrødskage (161). Hun lever blandt mennesker hvis samfund er befriet for religion som en fisk for indvolde (163) Hvorfor er du kommet her? Hun bliver så rystet at hun først ikke kan svare. Hun indser nu at kursets emne er som sugende og strømmende havvand, og forstår hvor hjælpeløse de alle ville være i det. Derfor er de kravlet op på land (172). 
Elias: Ja, de havde deres eget, og de havde andre historier end den den gamle fortalte hjemme i Lubben … Det var heller ikke ret ofte man hørte den. Det var tavsheden der herskede, tung som en skovøkse (208). 
Ingefrid: Endelig blev det nat over den store sø. Det rådne is blånede langt ude. I vigen var vandet sort og livligt der hvor åens vand kom dansende ud. Der blev mindre og mindre at se af det, for mørket var ikke andet end en skumring, utæt som et stykke gardin (302). 
Elias: Det buldrer i anfangerhullet. Hævn! Brøler ilden. Jeg er i live endnu. Du skal ikke tro andet. Ikke et surt pust fra en tandløs mund, men en stikflamme hed som fra helvede. Nå, så du lever endnu? Det gør jeg også! (323). Skam er du værd, og skam skal du få. Tænker en lille gammel kvinde sådan i sin tandløshed? Musklerne er sygnet hen, men tanken er ordnet og klar. Hadets flamme skærer som et svejseapparat (324). 
Ingefrid: Fjeldet havde gammel sne på, og hederne bar denne formiddag endnu et laset flor af nysne der var faldet i nattens løb. Bækken neden for Klemens´ hus styrtede nedad, skummende gul og hvid som et rovdyrbid. Vandet var brunsort og drejede i hvirvlerne (331). På dette tidspunkt bragede sommernatslyset ind gennem vinduerne der sad højt oppe. De viste den urolige himmel med de forbijagende skyflager ligesom noget på en fjernsynsskærm (332). Vi skal ikke fiske mere i aften, sagde han [Birger] … Men hvis vi sidder her lidt, kan vi se solen forsvinde bag fjeldet. Så svømmer den i appelsinsovs. Der er fandens smukt her om aftenen (340). 
Elias: De var hos fårene … Serines læber var som multebærblomster, de var bløde og virkede smalle, og indenfor var hun som en våd musling. Det duftede af sommer, tæt og dejligt. (371). De legede hule. De stjal timerne fra de alvorlige. Egentlig var de jo allerede arbejdsøg, men endnu havde de leg i kroppen. Som harekillinger. (372). 
Risten: Verden er broget som en flagspætte skrev Anund Larsson til sin søster Ingir Kari på sanatoriet i Strömsund (382). Pigerne rødmer som multebær i mosen, skrev han. Jeg tænkte at en af dem skulle blive min. Men der var ingen pige som rigtig kastede sin kærlighed på jyöne Anund (383). Der var dem som troede at Anand var satanist, en af de hellige i syklubben havde sagt at han havde ledt efter djævledyrkere på nettet … Jeg kunne nok rette op på ét og andet, men snak er snak. Den kryber på sin bug som slangen og kommer ind overalt (386). 
Ingefrid: Siden branden havde hun ikke kunnet sove. Når hun døsede hen, drømte hun at Anand stod langt nede ad trappen. Hun stod foroven. Det var i præstegården. Skønt alligevel ikke rigtig den trappe. Gelænderet gav efter. Det var som at tage på råddent kød (393). Mørket var ikke så mørkt. Søen havde taget lys fra himlen. I sin tunge natlige farveløshed måtte den alligevel beholde lyset i sig ligesom mos holder vand (405). 
Risten: Det blæser kraftigt og koldt i dag som det kun gør i november. Søen er ikke lagt til endnu. Den ser sort ud. Der lå et tyndt lag sne på jorden i morges, ikke mere end ligesom flormelis på en kage. Men det er selvfølgelig blæst væk (428). 
 
 
Bibelhenvisninger: 
 
Ekman 2000 
Og i samme øjeblik kunne tre haner have galet ( 22 f .). 
Der hentydes til Jesu ord til Peter: Før hanen galer to gange, vil du fornægte mig tre gange (Mark 14,66-72).
 
Plures spes. Una restat (38). 
Der er mange håb. Kun et, bringer dem til ro. 
 
Hun[Hillevi] ville kende ham i enhver jordisk og bibelsk forstand. Men han[Edvard] var så bange for at der skulle komme nogen (90). 
Adam kendte sin hustru Eva. At kende betyder i bibelen at have et seksuelt forhold (1 Mos 4,1). 
 
Hun[Hillevi] havde måttet lære navnene Lagan Nissan Ätran Viskan som om de stammede fra Første Mosebog (120). 
Der hentydes til at man tidligere skulle lære bibeltekster, som fx skabelsesberetningen om Adam og Eva, udenad i skolen. 
 
Han prøvede at overføre sine tanker til ham: han skulle spørge om gadarenesiske svin eller om Jairi datter, synagogeforstandernes, eller hvem det nu var der sad i morbærfigentræet eller hvad Zebedæi sønner hed eller hvordan det gik enkens søn i Nain (150). 
De gadarenesiske eller i dansk oversættelse de geraseniske svin styrtede ud over en skrænt i søen og druknede (Mark 5,1-20). 
Jesus vakte synagogeforstanderen Jairus´ datter til live igen (Mark 5,22-43). 
Det var Zakæus, der sad i figentræet. Han var lille af vækst og ville gerne se Jesus (Luk 19,1-10). 
Zebedæussønnerne hed Jakob og Johannes. De ville gerne sidde på højre og venstre side af Jesus i Himmelen (Mark 10,35-41). 
Enken, der boede i Nain, havde en eneste søn. Han var død, men blev vakt til live igen af Jesus (Luk 7,11-17). 
 
Ruben, Simeon, Levi, Juda, Issakar, Zebulon, Dan, Naftali, Gad, Aser, Josef og Benjamin (150). 
Navnene på Jakobs tolv sønner og på Israels tolv stammer (1 Kong 18,31). 
 
Hun tænkte meget på de to navne Hanna og Elisabeth (162). 
Hanna er navnet på seeren Samuels mor og Elisabeth er navnet på Johannes døberens mor (1 Sam, 1,20 og Luk 1,57). 
 
De tænkte på deres fædre som patriarker. … En var kommet til Mamres lund og havde stillet en sten op under en terebinte (193). 
De tre patriarker er Abraham, Isak og Jakob. Det var Abraham, der kom til Mamre og stillede en sten på sin kone Saras grav (1 Mos 23,1-20). 
 
I Mattæus 23,19 står der: Hvad er da størst? Offergaven eller alteret, som helliger offergaven? ( 197f .)
Hele sammenhængen lyder: Og I siger: Sværger nogen ved alteret, har det ingenting at sige, men sværger nogen ved offergaven, der ligger på det, så gælder det. I blinde, hvad er størst, offergaven eller alteret, der helliger den? Den, der sværger ved alteret, sværger altså både ved det, og ved alt det, der ligger på det (Matt 23,18-21). 
 
Til sidst sagde han at han havde tænkt på Elias i bibelen. Tenkte du på ham som for opp i himmelen i en ildvogn med ildhester? Profeten. Ja, sagde Elis (243). 
Historien om Elias´ himmelfart kan man læse om i Anden Kongebog, hvor profetens historie er fortalt (2 Kong 2,1-14). Der hentydes også til den i følgende citat: Dengang Herren tok Elia opp til himmelen i en storm, gikk det slik til. Elia. Nu var den gal. Han hed ikke engang Elias. I hvert fald ikke på norsk. Det var nok svensk, og så havde han afsløret sig selv (244). 
Profeten hedder det samme på dansk og på svensk, men altså ikke på norsk (2 Kong 2,1). 
 
Da Elisja kom frem til huset, lå gutten død i sengen. … Da han steg op i sengen igjen og bøyde seg over gutten, nøs gutten sju ganger og slo øynene opp (245). 
På dansk hedder Elias´ arvtager ikke Elisja men Elisa. Fortællingen om hvordan Elisa vækker drengen til live igen (2 Kong 4,8-37) bliver af afgørende betydning for Elias Elvs tolkning af sine egne handlinger. 
 
Men han havde kun den skide bibel der fik de andre til at tro at han tilhørte læserne (251). 
Læserne dvs. bibellæserne som søger direkte vejledning gennem læsning af bibelen udenom kirken og embedshierarkiet. Betegnelsen bruges om den pietistiske lægmandsbevægelse Læstadianerne. 
 
I begyndelsen skabte Gud himmelen og jorden (252). 
Skabelsesberetningen er bibelens allerførste ord (1 Mos 1,1-3). 
 
Men det med ribbenet der blev en kone og slangen der bød på frugt, det kan du da ikke tro på? (252)
Eva blev ifølge skabelsesberetningen skabt af Adams ribben. Og det var slangen, der fristede Eva til at spise af frugten på kundskabens træ. Myten om slangen der frister først Eva og gennem hende Adam til at spise, kaldes også syndefaldet (1 Mos 2,18-24 og 3,1-7). 
 
Derfor måtte han læse om slangen der var listigere end alle andre dyr, og om Kain, der gik løs på sin broder Abel og slog ham ihjel (253). 
Kain slog sin bror ihjel på grund af jalousi over at hans offer blev bedre modtaget end hans eget (1 Mos 4,1-16). 
 
Ikke før han kom til Storflommen, syntes han at han læste noget der var fornuft i. Men der stod at Noa var seks hundrede år da syndfloden kom. Det måtte da være forkert (253). 
Da hele jorden bliver oversvømmet af den store vandflod bygger Noa på Herrens befaling en ark, dvs. et skib, så han kan overleve sammen med sin familie og et par af alle dyrearter (1 Mos 8,1-22). 
 
For det var bibelshistorien hjemme i Lubben. Det var Første Mosebog med Eriksson selv som Gud, Adam og Noa. Og Job for den sags skyld. Men det var senere (254). 
Job tror sig retfærdig men oplever sig alligevel svigtet af Gud (Job 1-42). Henvisningen til Jobs bog fortsætter med det følgende billede: 
 
Han sønderrev ikke sine klæder og strøede ikke aske i håret. Men han slog (256). 
Det er Job, der sønderriver sine klæder og strør aske i håret som tegn på sorg og fortvivlelse (Job 1,1-22 og 2,1-10). 
 
Når man hørte på den gamle, skulle man tro at han havde været som Adam derude på Tangen og at han ikke var kommet nogen steder fra (256). 
Adam blev jo skabt af Gud i Edens have og levede der alene indtil han fik selskab af Eva, hans medskabning (1 Mos 2,4-7). 
 
Han havde læst helt hen til at Saul blev vred på Jonatan (259). 
Kong Saul blev sygelig vred på sin søn Jonatan, fordi han var gode venner med David, der efterstræbte Saul på tronen og som blev hans efterfølger (1 Sam 20,28-34). 
 
Den bedste af alle historierne var den om Elisja der opvækkede barnet og fik det til at nyse syv gange (259). Se noten til side 245 (2 Kong 4,32-35).
 
Mine fødder snubler… var det fra en salme? En vej direkte ned i mørket. Hun tænkte ikke. Hun så: reb og kniv (313). 
Hillevi tænker måske på en Davidssalme fx Ps 73, hvor det hedder:  
Mine fødder var nær ved at snuble / mine skridt var lige ved at glide (Sl 73,2).  
 
De kommer til at lunte rundt her til Harmageddon (399).  
Det store slag ved tidernes ende som omtales i Johannes Åbenbaring. Spiller en stor rolle især for Jehovas Vidner (Åb 16,16). 
 
Ekman 2002 
Han gad vidst om der fandtes nogle som ikke ville være med længere, som i lighed med hans navnebroder i Første Kongebog gik hen og lagde sig under en gyvelbusk og ønskede sig døden (166). 
Profeten Elias er stræbt efter livet. Han lægger sig da under en gyvelbusk i ørkenen, fordi han har mistet modet og kun ønsker at dø (1. Kong 19,1-9). 
 
Malere og forfattere blev oplivede af apokalypsen. Den søndertorterede og sultende Johannes i Neros fængselshule på Patmos havde lavet den flotteste af dem. 
Apokalypsen eller Johannes Åbenbaring blev ifølge traditionen skrevet af evangelisten Johannes, medens han sad i en hule på øen Patmos. Her blandes det sammen med kejser Neros forfølgelse af de kristne. 
 
Og når jeg som Elias i ilsom fart / forlader den øde strand (169). 
Fra salmen Hvor underlig er du i alt hvad du gør af E. Gustafson 1886 (DSP 1986 nr. 268 v. 4). Salmen er skrevet over fortællingen om profeten Elias (2 Kong 2,11). 
 
Afsondret og spildt som Onans sæd er den, stinkende af liv der ikke blev til noget (198). 
Onan lod sin sæd gå til spilde på jorden, fordi han ikke ville skaffe sin afdøde bror afkom med hans enke. Deraf ordet onani (1 Mos 38,6-10). 
 
Jesus dine dybe vunder…(239). 
Salme af J. Heermann 1644. N.F.S. Grundtvig 1837 (DDS nr. 199). 
 
Han blev pint skønt han ydmygede sig og ikke oplod sin mund, ligesom et lam der føres til slagtebænken…(240). 
Citat fra profeten Esajas. Omtalen af den lidende Herrens tjener udlægges i den kristne tradition som en profeti om Jesu lidelse og død (Es 53,7). 
 
Du fører mig derned, du viser mig hvor lyst der er …(240). 
Der hentydes til Orfeusmyten. Her går Eurydike foran Orfeus ned i underverdenen. Det er ikke et citat. 
 
Skåder, Skåder nu här alle, / Huru Jesus plågad är (240). 
Hand och fot man genombåret, / Sträckt och plågad är var led. 
(DSP 1986, nr. 142 v. 1-2). 
 
Styrken kom fra deres tro, den som præsten Læstadius og lapkvinden Maria havde regnet ud for dem (272). 
Lars Levi Læstadius (1800 – 1861), svensk teolog og botaniker. Han prædikede blandt samerne og talte ivrigt imod et udbredt alkoholmisbrug. Især kendt som grundlægger af læstadianismen, en konservativ vækkelsesbevægelse indenfor Den svenske Kirke. Maria var en ung samepige fra Åsele, der fik stor indflydelse på Læstadius´ åndelige udvikling. 
 
Men selv kunne de tude om Lammets blod og Fandens bukkefod og rokke frem og tilbage og udstøde både suk og skrig (272). 
Der tænkes på Johannes Åbenbarings fremstilling af Jesu offerdød som Lammets blod (Åb 7,14 og 12,11). 
 
Myrten havde hørt et eventyr. … Historien handlede om to kvinder og et barn. … Til sidst skulle en dommer afgøre hvem der var barnets rigtige mor (281). 
Der tænkes på fortællingen om kong Salomo, der dømmer, at den kvinde, der er villig til at give afkald på sit barn for at det må leve, er barnets mor (1 Kong 3,16-28). 
 
Herz und Mund und Tat und Leben ( 286 f .). 
Cantate af J.S. Bach. BWV 147. 
 
Dommeren befalede at barnet skulle deles mellem mødrene. Da trådte den rigtige mor tilbage (295). 
Der citeres fra den ovennævnte fortælling om den vise Salomos dom (1 Kong 3,16-28). 
 
Jeg[Myrten] sang en arie af Bach. Fra Johannespassionen. Zerfliesse mein Herze in Fluten der Zähren (344). 
J.S. Bachs Johannespassion fra 1723. Sopranarie. Nr. 35. 
 
Et andet år tager jeg [Dag Bonde Karlsson] gerne med dig [Myrten] og hører Matthæuspassionen. Tænk at få lov til at høre dig synge i Engelbrektskyrkan – om end blandt mange ( 411 f .). 
J.S. Bachs Mattæuspassion fra 1729. 
 
Om hun så havde været været dronningen af Saba, var jeg gået hen til hende (426). 
Der tænkes på fortællingen om den rige og smukke dronning af Saba, der kommer på besøg hos kong Salomo i Jerusalem (1 Kong 10,1-13). 
 
Min pige, du er som en hoppe i Faraos stald! Hva´ helvede, som en hoppe? Det er bibelen, dit kvaj. Er du dårligt konfirmeret? Det er Højsangen (429).  
Stedet lyder: Jeg sammenligner dig, min kæreste, / med hesten for Faraos vogn (Højs 1,9). 
 
På mit leje om natten søgte jeg ham som min sjæl har kær… Jeg er syg af kærlighed (431). 
(Højs 3,1 og 2,5). 
 
Her var ingen tid. Solen stod stille som i Askalons dal og var desuden usynlig (442). 
Der er tale om en sammenblanding af to forskellige skriftsteder. Askalons dal er det sted, hvor Samsom dræber tredive filistre. Men den dal, hvor solen stod stille, hedder Gibeon (Dom 14,19 og Jos 10,12-14). 
 
Før jeg går bort/ til det belgmørke landet, / som jeg aldrig vender tilbake fra, / 
et land så dystert som svarte natten, der det er stummende mørke og forvirring (448). 
(Job 10,21-22). 
 
Ekman 2004 
Johannes var en lampe, som brændte, og som lyste, og for en tid lod I jer gerne begejstre af lyset fra ham (46). 
Johannes Døber vidner om sandheden. Inga udlægger det som om det betyder, at det der kommer let, går let (Joh 5,31-36).  
 
Styrk de synkende hænder og gør de kraftesløse knæ stærke (49). 
Gendigtet i N.F.S. Grundtvigs adventssalme: Blomstre som en rosengård (DDS nr. 78) (Es 35,3). 
 
Hør kun, dog skal I intet fatte, se kun, dog skal I intet fornemme (49). 
Den såkaldte forhærdelsestanke. Jesus citerer Esajas i Mattæusevangeliet (Es 6,9-10 og Matt 13,13-15). 
 
Tiden lignede den som profeten Jeremias havde virket i, den store centraliseringsepoke under kong Josja (49). 
Profeten Jeremias eller Jeremja, en af de fire store skriftprofeter. Han blev kaldet til profet omkr. 626 f . Kr. Hans liv og forkyndelse kendes hovedsagelig fra Jeremias Bog. Josja eller Josija var konge af Juda 640 – 609 f . Kr. Han er navnlig kendt for sin reform, der gik ud på at centralisere gudsdyrkelsen til templet i Jerusalem. Hans liv og værk kendes hovedsageligt fra 2 Kong 22-23 og 2 Krøn 34-35. 
 
Herren er i sit hellige tempel, sagde Henning messende. Han er også dem nær som er ydmyge og knuste i ånden. Han hører de bodfærdiges suk og vender sig til deres bøn. Lad os derfor trøstigt gå frem for hans nådetrone og bekende vor synd og skyld (72). 
Del af det gamle svenske højmesseritual. 
 
Till österland vill jag fara (75). 
Ikke en salme, men gammel svensk vise angiveligt skrevet af A.E. Flöja. Hele teksten lyder: 
Till Öster land vil jag fara, / där bor allra käresten min, /  
Bortom berg og djupa daler, / allt under så grönan en lind. 
 
Jag där vil byga en hydda, / där marken står ständig så grön, / 
Och träden äro prydda / med blommor som dofta så skönt. 
 
Min sjel, du göre dig redo / den vida vägen att gå, / 
Över berg och torra heder, / förran natten faller os på. 
 
Hun[Ingefrid] var inviteret til at holde en forelæsning om Paulus´ bøn i Nag Hammadi (96) 
Nag Hammadi er en by i Øvre-Ægypten. I 1945-47 blev her funder et gnostisk bibliotek på ca. 50 skrifter fra omkr. 330-340 e. Kr.. Blandt dem var Paulus-Apokalypsen og det langt mere kendte Thomasevangelium 
 
Gud fik sin vilje med dig. Tænk hvis du ville have læst skrifter i templet i stedet (98). 
Der hentydes til, at Jesus, da han som tolvårig var i tempelet og talte med de skriftlærde, kunne have ønsket sig at blive der for altid (Luk 2,41-52). 
 
Men Inga havde ikke været lige så hurtig til at lægge redskaberne fra sig som Simon og Andreas (105). 
Da Jesus kaldte på de to fiskere for at gøre dem til sine disciple, lagde de straks garnene fra sig (Mark 1,16-17). 
 
Da Inga blev alene, sad hun og tænkte på alle de kvinder i bibelen der havde vasket fødder, lyttet og båret vand (105). 
Der kan tænkes på Kvinden i farisæerens hus (Luk 7,36-50), Martha og Maria (Luk 10,32-42) og Den samaritanske kvinde (Joh 4,7-15). 
 
Når du lægger dig, kan du gøre det uden frygt, når du har lagt dig, sover du godt (107). 
(Ordsp 3,24). 
 
Der sad nogle af hendes foresatte og lignede indskrumpede dukker. Terafim. Hun huskede Rakel der tog de små gudebilleder med da hun drog bort for at skifte liv (111). 
Terafim er hebraisk og betyder husguder (1 Mos 31,19-20; 30-35). 
 
Da mærkede hun i sin ubevægelighed, … Ruach …(113). 
Ruach er hebraisk for Guds ånd, der svævede over vandene på den første skabelsesdag (1 Mos 1,1). 
 
Lad de døde begrave deres døde (117). 
Jesu ord til en discipel, der først vil have lov til at begrave sin far (Matt 8,22). 
 
Johan Sebastian Bachs Johannespassion. … Ich folge dir gleichfalls mit freudigen Schritten (136). 
J.S. Bachs Johannespassion fra 1723. Sopranarie. Nr. 9. 
 
Det er Getsemane have (144). 
Den have, hvori Jesus bad for sit liv og blev forrådt af Judas (Mark 14,32-42). 
 
Nu vidste hun så udmærket at Jesus med sine disciple gik over Kedrons bæk og ind i haven hvor soldaterne med fakler og våben ville lede efter dem og true dem på livet (144). 
(Joh 18,1-12).  
 
Hun var bange for at han ville have stået blandt Kajfas´mænd og råbt hvis han havde været i den have for næsten to tusind år siden (146). 
Ingefrid er bange for, at han ville have svigtet i det afgørende øjeblik (Joh 18, 12-24). 
 
Unio mystica (147). 
Den mystiske oplevelse af enhed med altet. 
 
Hun[Ingefrid] vidste ikke længer hvordan hun dengang havde gennemlevet Pilatus´ ubehag, hans truende migræne, og lynchhobens ophidselse (147). 
Psykologisk indfølende beskrivelse af, hvad Pilatus følte, da han dømte Jesus til døden (Joh 18,28 -19,16).  
 
Ruht wohl … ihr heiligen Gebeine (147). 
J.S. Bachs Johannespassion fra 1723. Kor. Nr. 39. 
 
Man opløfter sine øjne og vender sine øren til Gud. Ens nyrer bliver ransaget (154). 
Citater fra forskellige bibelsteder (Sl 7,10; Sl 26,2; 121; Åb2,23). 
 
O grosse Lieb´ ohn´ alle Masse (159). 
J.S. Bachs Johannespassion fra 1723. Koral. Nr. 3. 
 
Salig är den stilla stunden (161). 
Salme af E.G. Woltersdorf 1752; J.A. Eklund 1909 (DSP 1953, nr. 215,1). 
 
Og disse tegn skal følge dem, der tror (162). 
Den opstandne Jesu ord til sine disciple da de sendes ud i verden (Mark 16,17). 
 
Folk vender ansigtet opad mod noget der ligner snebolde som falder ned fra himlen. En mand har horn i panden. Det er Moses, det kan hun se på lovens tavler som han holder frem foran sig. Men hvorfor har han fået horn?(163) 
Her tænkes først på mannaen, der faldt ned fra himlen til israelitterne i ørkenen. Da deres leder Moses med de ti bud i hænderne kommer ned fra mødet med Gud på Sinaj bjerg, har han horn i panden på grund af en gammel oversættelsesfejl. Egentlig er det lysstråler, der viser hans hellighed (2 Mos 16, 13-31 og 34, 29- 35). 
 
Børn dræbes af soldater, groteske mennesker råber op under et kors. 
Der tænkes på barnemordet i Betlehem efter Jesu fødsel og på den hånende skare der overværede hans korsfæstelse (Matt 2,16-18 og Matt 27, 32-44). 
 
Der står et sted at Jesus tager jord og spyt og lægger klumper på en blind mands øjenlåg, og at han bliver seende (164). 
Der hentydes til en af Jesu helbredelser (Joh 9,1-12). 
 
O du Guds lam, som borttager verdens synd (165). 
Agnus Dei. Liturgisk sang der indgår i nadverritualet (DDS nr. 439). 
 
Frels os, milde Herre Gud! Hør os, milde Herre Gud. 
Kirkens forbøn (DSP 1986, nr. 700,1). 
 
EFTER FRELSEN. Med udgangspunkt i Apostelenes gerninger 9,1-9 diskuterer vi livet efter afgørelse (171). 
Skriftstedet handler om Paulus´ omvendelse på vejen til Damaskus. Studiekredsen handler derfor om, hvad der sker efter omvendelsen. Hvordan kan man leve som kristen?  
 
Hun [Ingefrid] har lært om Saulus der fnyste trussel og mord og gik bureaukratisk til værks for at komme de krisnte til livs, og som så så stærkt et lys på vejen til Damaskus at han blev blind, og som hørte en stemme og blev en anden. … Hvad gjorde Paulus? 
Paulus var farisæer og forfulgte de kristne før han blev omvendt. Efter sin omvendelse holdt han op med at forfølge, sluttede sig til de kristne og begyndte i stedet at forkynde (ApG 8,1-4 og 9,1-19). 
 
Den første aften på kurset erfarer hun at Paulus mere eller mindre, nej, faktisk helt og holdent har afstedkommet kristendommen. Det er ham der har gjort den til en religion. 
Paulus forvandlede en lille Jesussekt til en verdensreligion bl.a. fordi han gav den en troslære og et kirkebegreb. Nutidig teologi vil sige, at det var Paulus, der skabte kristendommen. 
 
O du Guds lam som borttager verdens synder (177). Se noten til side 165. 
 
Salig är den stilla stunden.  
Se noten til side 161.
Dette er Kristi legeme, givet for dig. Dette er Kristi blod, udgydt for dig (178). 
Nadverritualet er her gengivet i den svenske form. På dansk lyder ordene: Dette er Jesu Kristi legeme. Dette er Jesu Kristi blod. 
 
Hun var ikke nogen Kierkegaard (180). 
Der tænkes sikkert på, at Søren Kierkegaard (1813- 1855) var meget afgjort i alle synspunkter og ikke gav køb, uanset hvad andre mente om dem.  
 
Confessio Augustana (182). 
Luthersk bekendelsesskrift forfattet af Melanchton til præsentation for kejseren ved Rigsdagen i Augsburg 1530. Hører til Den danske Folkekirkes fem bekendelseskrifter. 
 
Retfærdiggørelse gennem troen. 
At mennesket ikke retfærdigøres overfor Gud ved at gøre gode gerninger men ved tro, er en luthersk kerneindsigt. 
 
Sakramentale handlinger: 1) At give absolution, 2) At forrette dåb, men hvad er det tredje? 
Mens den katolske kirke har syv sakramenter, har man i den lutherske kirke kun to, nemlig dåb og nadver. Boden, der er forudsætningen for at tilsige syndernes forladelse, kan siges at være den tredje sakramentale handling. Teksstykket viser, at Ingefrid er nervøs og grundig forvirret. 
 
Institutum est. Guddommeligt indstiftet er det, præsteembedet 
Den katolske kirke betragter ordinationen som et sakramente og hævder præsteembedet som indstiftet af Gud. I den lutherske kirke ses embedet som regel som en menneskelig ordning, der skal sikre kirkens orden. 
 
Olaus Petri. Præstens ypperste embede er at lære sin almue Guds ord. 
Svensk reformator (1493-1552). Reformationen lagde megen vægt på lægfolkets oplæring i kristendommen. 
 
Luther: Præstens mund er vores allesammens mund. 
Martin Luther (1483-1546). Efter luthersk opfattelse er præsten menighedens repræsentant. 
 
Spyt og jord på Bartolomei øjenlåg (183). 
Henvisningen beror på en bevidst eller ubevidst misforståelse, Bartolomæus var en af Jesu disciple (fx Mat 10,3). Jesus helbredte en blind, som hed Bartimæus, Timæus søn, men det var ikke med spyt og jord, det var med ord (Mark 10,46-52). Den blinde, som Jesus helbreder med spyt og jord, har ikke noget navn (Joh 9,1-7). 
 
Gadarenernes svin (på dansk: Gerasenernes svin). 
(Mark 5,1-20). 
 
Tungetale pinsedag. 
(ApG 2,1-13). 
 
Brylluppet i Kana. 
(Joh 2,1-11). 
 
Og når jeg som Elias i ilsom fart…(208). 
Salmen Hvor underlig du er i alt hvad du gør af E. Gustafson 1886 (DSP 2006, nr. 268 v. 4). 
 
En julekrybbe var det. Skønt Maria allerede havde foretaget sin himmelfart. I hendes sted sad Anna der og småskændtes med Simeon (223). 
Maria Himmelfart er en katolsk fest, der hvert år fejres den 15. august. 
Anna og Simeon er de to gamle, der lovpriser Jesus, da hans forældre bringer ham til fremvisning i templet. Simeons lovsang er et meget berømt tekststykke i Luk 2,25-38. 
 
Nu skal I tage jeres bibler frem og kigge i Første Kongebog efter et sted hvor der står om en mand der lægger sig til at sove under en gyvelbusk (242). 
Se noten til side 2002, 166 (2 Kong 19,4-13). 
 
Nu slår vi op i Anden Mosebog, tredje kapitel (243). 
(2 Mos 3,1-6). 
 
 I drømme kan man også se Gud. Vi læser om sådan en drøm i Daniels Bog. 
(Dan 7,9-10). 
 
Dette er skrevet i trehundredtallet af en mand som man kaldte for Gyldenmund… Det gjorde man fordi han talte så smukt (250). 
På græsk hedder han Chrysostomus. John Chrysostomus (249 – ca. 407) var ærkebiskop i Konstantinopel. Han fik efter sin død tilnavnet gyldenmund på grund af sin veltalenhed. Hans helgendag er den 13. november. 
 
Se Elias for dig og de utallige mennesker omkring ham (251). 
Gyldenmund fortæller ud fra bibelstedet 1 Kong 18,30-39. 
 
Men nogen går over Kedrons bæk når det bliver aften (271). 
Der tænkes på Jesus, der gik over bækken ind i Getsemane have på den aften, hvor han bliver forrådt, og som vi nu fejrer som skærtorsdag, dagen for nadverens indstiftelse (Joh 18,1). 
 
Hun [Ingefrid] tænkte på de hyrder som havde følt at Gud var nær, når der var god græsning (273). 
Se fx Salme 23: Herren er min hyrde. 
 
Hun [Ingefrid] førte dem over Kedrons bæk og ind i haven (274). 
Se noten til side 271 (Joh 18,1). 
 
Hun [Ingefrid] læste Dommerbogen… En formiddag hvor hun læste om Samson og de tre hundrede ræve hvis haler han bandt sammen og stak ild på, så hun en ræv gå over søen (278). 
(Dom 15,4-8). 
 
Det var et langbenet lam med halvdelen af kroppen dækket af krøllet gråhvid pels. Den anden halvdel var glat. Esau og Jakob i ét væsen (281). 
Patriarken Isak fik sønnerne Esau og Jakob med Rebekka. De var tvillinger og Esau var ved fødselen lodden over hele kroppen, mens Jakob var glat (1 Mos 25,24-26). 
 
Men jeg stiller ulve ind i julekrybben, sagde Anand. Ulve og lam. Man kan høre at der skal være begge dele (283). 
Nej, der plejer ikke at være ulve i en julekrybbe. Men hos profeten Esajas er de sammen, som udtryk for den sande himmelske eller messianske fred, som julekrybben er et udtryk for: Ulven skal bo sammen med lammet…(Es 11,6-9). Anand har intuitivt forstået meningen med julens budskab. 
 
Men da hun blev sygemeldt, var Jesu ord om ensomhed i Markusevangeliet dukket op for hende: Kom med ud til et øde sted, hvor I kan være alene og hvile jer lidt (293). 
(Mark 1,35-39). 
 
Som velsignelsen. Lad dit ansigt lyse over os (344). 
Den aronitiske velsignelse, som lyses ved enhver dansk højmesse, lyder i sin helhed: Herren velsigne og bevare dig, Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig, Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred (4 Mos 6,24). 
 
Kirkeåret har sin struktur, og det kan jeg [Birger] godt lide. Påskedag. Gud nåde den præst der ikke vælger Vad ljus över griften! … Han lever, o fröjd! Selve glæden i det. Det er ligesom hinsides al den teologiske snak (345). 
Salmen Vad Ljus över griften af F.M. Franzén 1812 (DSP 2006, nr. 146,1). 
 
Zerfliesse, mein Herz, in Fluten der Zähren. 
Ikke alt, men sopran arie nr. 35 fra Johan Sebastian Bachs Johannespassion. 
 
De tusinde vogne, o Herre, du ejer (347). 
Og når jeg som Elias i ilsom fart (348). 
Linierne er fra salmen Hvor underlig er du i alt hvad du gør af E. Gustafson 1886 (DSP 1986, nr. 268,3 og 4). 
 
Jeg brugte den på Kristi himmelfartsdag … Jeg prøvede på at knytte an til forestillingen om Elias´ himmelfart i Anden Kongebog (348). 
(ApG 1,9-14 og 2 Kong 2,1-18). 
 
Jeg [Risten] læste den gamle galning teksten (386). 
Den oprindelige betydning af udtrykket er den, at man bruger bibelteksten som moralsk målestok. 
 
Jeg tænker tit på de gamle barnefromme. … I et meget lille rum synger de Moses´ og Lammets sang (400). 
Moses sang en sang for israelitterne før han døde, den begynder med ordene: Lyt, du himle, jeg vil tale, hør mine ord, du jord! (5 Mos 32,1-44). Lammet er Jesus. I Johannes Åbenbaring synger de sejrende Moses´ sang og Lammets sang: Store og underfulde er dine gerninger, du Herre, Gud Almægtige…(Åb 15,3). 
 
Thi jeg holder for, at den nærværende Tids lidelser ikke er noget at agte mod den Herlighed som skal åbenbares på os. 
Ingefrid citerer Paulus fra Rom 8,18. 
 
Mit hjerte er svedet og visnet som græs; / thi jeg glemmer at spise mit brød…(403). 
Gammel oversættelse af Salme 102,5-8. 
 
Når han sender sit ord, smelter sneen, / når han lader vinden blæse, risler vandene igen (407). 
Ny oversættelse af Salme 147,18. 
 
Ja, man var som ild og fakkel, sagde han [Elias]. Dengang. Var der nogen som skrev sådan? Ja, i Første Kongebog. … Det er profeten Elias, ikke? Da han får ilden til at brænde på alteret (419). 
(1 Kong 18,30-38). 
 
Tag nu hjem og læs om Barzillaj der var kong Davids ven. Jeg tror du finder ham i Anden Samuelsbog ( 424 f .).  
(2 Sam 19,32-41a). 

 

Sidst opdateret ( søndag, 23 august 2009 )

Fortæller
Fortællinger
Forfatter
Bibliografi
Foredragholder
Foredrag
Arrangementer
Søg
Kontakt
Kerstin Ekman
Log ind