Arilds tegn. 2002 Udskriv
 
Navnene: 
 
Ulva 
En hunulv, der kommer sydfra for at finde en hule under fjeldet Giela, hvor hun kan føde sine unger. 
 
Binne 
En hunbjørn, der finder sig et vinterhi i Ulvas forladte hule. 
 
Skimt 
En han, der ikke ved hvorfra han kommer, eller hvad han hedder. Har fået sit navn af Sjorhpa. Hans navn betyder glimt. Han kan sige som en ravn. 
 
Sjorhpa 
En hun med langt rødt hår, små smukke fødder og hale. Har fået sit navn af Skimt. Hendes navn betyder skovnymfe. Hjemme kaldes hun bare Halen. Datter af bjørnefolkets leder Jærspe og hans kone Røpe. Har fire brødre, der kaldes jærsperne. 
 
Væsenet 
Også kaldet den lille lækat, hveps, niehte, den lille grønøjede, loddenøret og sangeren. Ældste søn af Skimt og Sjorhpa. Forsvundet som lille i den krogede skov. Storebror til Gollie og Silpe. De giver ham navnet Harefod. 
 
Gollie 
Navnet betyder guld. Tvillingsøster til Silpe. Datter af Skimt og Sjorhpa. Lillesøster til Væsenet. 
 
Silpe 
Navnet betyder sølv. Tvillingbror til Gollie. Søn af Skimt og Sjorhpa. Lillebror til Væsenet.   
 
Jærspe 
Bjørnefolkets leder. Hos ulvefolket hedder han Kekel. Det betyder usling. Gift med Røpe. Far til Sjorhpa og fire sønner, kaldet jærsperne. 
 
Røpe 
Gift med bjørnefolkets leder Jærspe. Mor til Sjorhpa og fire sønner, kaldet jærsperne. 
 
Jærsperne 
Fire sønner af bjørnefolkete leder Jærspe og hans kone Røpe. Brødre til Sjorhpa. 
 
Guldrose og Sølvfin 
Sjorhpas huldre- eller elverkøer. 
 
Guldtop, Rosa, Æble og Sølvstænk 
Sjorhpas huldre- eller elvergeder. 
 
Spitjettan 
Har navn efter en musvit. Første hersker over ulvefolket. Siden forstødt, men taget til nåde igen som rådgiver. 
 
Njork 
Har sit navn efter en krage. Den anden hersker over ulvefolket. Senere fordrevet. Har boet blandt mennesker mod syd på den anden side Rukammen. Forudsiger jordens undergang og månens forsvinden. 
 
Jernluv, Sømpote, Knivtand og Sortblod 
Njorks betroede folk. 
 
Glødøje 
En af Njorks betroede folk. Tredje hersker over ulvefolket. Senere umyndiggjort. 
 
Rötjukksa  
Har navn efter en lapskade, der også kaldes lavskrige. Tilhører ulvefolket. 
 
Gaupa 
Har sit navn fra lossen. Tilhører ulvefolket. En af de fornemme gamle. 
 
Skrågg 
Har sit navn fra ulven. Tilhører ulvefolket. En af de fornemme gamle. 
 
Brinn 
Har sit navn fra et gammelt ord for elg. Tilhører ulvefolket. En af de fornemme gamle. 
 
Bjenn 
Har sit navn fra bjørnen, der også kaldes biesse. Tilhører ulvefolket. 
 
Urr, Skorr og Trödlkona 
Hårdhændede, men ikke ondskabsfulde gamle kællinger, der spår i gløder. 
 
Rynkeskind  
Navnet betyder egern. Bor i Boliggranen. Skovens vogter. 
 
Örsnorre 
Navnet betyder guldsmed. Vandets vogter. 
 
Skreken 
Navnet betyder revling. Han er gift med Glimt. Fjeldets vogter. 
 
Arild 
Et gammelt væsen klædt i fjer og skæl og med næb, klør, fiskehale og vinger, der bliver fundet i bjergets indre af Skimt og Sjorhpa. 
 
 
Billeder: 
 
Også i Arilds tegn er de mange billeder bestemt af denne fortællings særlige karakter. Der er i det store og hele kun tale om naturbilleder, hvad enten de er kædet sammen med ”de andre”, ”de underjordiske” eller med dyrene.

Der var ikke ret mange. De som var trukket herop til fjeldskoven, var vel de sidste, kan man sige. Men de var nærmest som totter af tåge. Som brusen og væde (9).

Men tiden gik. Selvfølgelig ikke fordi den havde ben. Men den dryppede og rendte. Så frøs den fast og blev en stav i jorden (10).

Binnens folk blev et bjørnefolk, og Ulvas sagde at de var et ulvefolk. Forskellige som nat og dag. Som sol og måne. Sten og vand (12).

Ordene peb og hvæsede rundt om ham. Det lød som vand på varme sten (14).

Da skete der noget uventet. Det var ord der hoppede ud. Som små løvfrøer. Af sig selv (16).

Og dernede, i bækkens vand, i den allermest mosgroede revne, var et væsen ved at vaske sine fødder. Og de fødder havde tæer der var hvide som kvarts i det klare vand (20).

Nu var duften kraftig. Som en blomstrende skov af Linnæa, som poresvampen når den vælder ud fra pilestammer og ligner gul fløde som er blevet tyk (24).

Duften var hele tiden omkring ham. Den drev som varm honning (24).

Hendes hukommelse var begyndt at få store pletter og huller. Den var som et skind musene havde gnavet i, og kunne knap og nap holde sammen (26).

Den rødgule solkugle kom rullende op over Månefjeldet. Skarp som et spyd kastede lyset sig ind mellem granerne og ned til graven (27).

De hvirvlede af sted. Bækken skummede, frådede. Vandet stod som hestenakker bøjet over stenene. Hvide maner af skum havde de også. Og kraft var der som i hestekroppe (28).

Men de for fremad, for de var som ét med barken, de sad som sneglen på stenen og lavet på klippen, suget fast (29).

Der var roligt og blankt på åen. Vandet var som en uskadt æggeblomme. Den havde en hinde af urørthed ( 30f .).

At ligge så tæt sammen var noget helt særligt. … Der var ikke længere noget skel mellem dem. Det var som når vand blandes med vand (33).

Nu skal der fortælles at de banede sig vej ud af bæverhytten om dagen, at de kom over til den blomstrende ø og at de levede der længe. Denne tid var gul som honning og smagte af sol (35).

Men han tabte helt modet. … Der var sort inden i ham, som et hul i mosen (36).

De var sjuskede, feje, ynkelige, sløve og lige så fulde af dårlig hukommelse som en paddehat er fuld af orm (39).

Det var blevet mørkt om aftenen. Stjernerne gnistrede som frost deroppe (44).

Du sukker som en hel granskov, sagde hende der hed Urr. – Når du er alene, løber det omkring dig som regn ud af mos (45).

Hun tænkte også på at hendes hår havde den samme farve som fyrrebark når aftensolen skinner på den (49).

Bagefter var der igen korte møder og forpustet snak. Det lød næsten som bækkens vand, og det var heldigt (55).

Når sneen lagde sig på et ødelagt spåntag, lignede det et sovende dyrs pels (57).

De skulle udfinde et navn til væsenet. … Og det navn skulle være det smukkeste. … Det skulle være et navn der var som en stjerne, når vinterhimlen var sort. Eller som et gevir på en hvid ren. Det kunne også være som en vandkløverblomst når den står på kanten af bredden og spejler sine kronblade der er hvide med lyserøde dun (80).

Den næste nat syntes han at der var noget som skrabede på klippevæggen. Det lød som en stor hånd trak sine negle hen over den, og hans maveskind trak sig sammen (82).

… nu trak en stor blåsort sky op mod vinden. Den bredte sig ud over hele himlen, og så revnede den, og ned styrtede alt det vand der var i skyen som fra en stor mave (84).

De syntes Sjorhpa lød som når en dør til et faldefærdigt sæterhus står og knirker i vinden. Skimt lød mere som den dundren der kommer når man kaster sten på blank is (93).

De syntes ikke at vandet var sort. Det var brunt og klart som en øjesten (93).

Derpå kom der gule og blå flammer i det røde, og de var som rovdyrtunger der lystent for hen over et endnu levende bytte (98).

Skimt var lige ved at græde når han tænkte på hvordan der engang for længe siden på dette sted havde svævet en lugt som varm honning af duftende poresvamp og Linnæa ( 105f .).

De kravlede ind under granen, og der føltes trygt inde under den vide krans af grene. Det var som en stor klokke eller et flæseskørt (110).

Nu er vi dødens små lamseben, tænkte Silpe. Bjørnens kæber omslutter os, det stinker ham ud af gabet. Som nyfødte rensdyrkalve er vi under ørnens uhyggelige vinger. Vi ryster i knæene. Vi er hårløse mosegrise som mosehornuglen har taget (114).

Men sommerdagene igennem havde det været fyldt med varme og duftende luft så det var blevet spændt ud og havde stået omkring verden som hætten på en blåklokke (118).

Det var rigtignok noget andet end at krybe på jorden som bænkebidere (119).

Månen så stadig ud som om den havde spindelvæv for sit gamle ansigt (122).

Det gav et sæt i bukkene og de fnøs. Endnu flere tirader, vrede som summende gedehamse (125).

Sprækken suger alt tankeløst liv til sig. På bunden af den er I kun som fluer med benene i vejret (131).

En del vådere og magrere væsener trak sig forsigtigt ud i udkanten af lysningen og forsvandt uden at nogen bemærkede det. Det var som at prøve på at få en hullet spand til at holde vand (133).

Fjeldet har en hud, omtrent som ulve har en pels. Der er selvfølgelig ikke pels eller skind eller hårbund øverst oppe på et fjeld. Dets hud er blød og duftende (142).

-Dette er noget der er lavet af nogen, sagde hendes bror tankefuldt, - for her passer stenene sammen med hinanden som ordene i en sang (145).

En uhyggelig tanke kom flagrende som aftenbakkens vinge: hvordan skal vi komme herfra? (150)

Et stykke af en væg lignede rosmarinlyngens blomster. En anden havde samme farve som klar granharpiks. Der var grønt glas som lignede vandet i en iselv, og blåt der så ud som stivnet søvand (153).

Det var som når aspetræets blade om foråret folder sine brune hylstre ud, eller når det tørre stjernemos får liv og bliver levende efter et regnvejr. … Og nu slog han øjnene op, og han kiggede lige op på dem (155).

Så begyndte den at synge, og det lød på en vis måde som når deres far Skimt sang sine sange. … Det lød mere som ulvehyl og som lossens unger når de klynkede. … Han jamrede nu som en vintermusvåge og kurrede som en huldue. … Da hørte de ham først le som en rype ( 158f .).

Om aftenen slog han lejr ved et lille vandhul der var brunt som et bjørneøje (166). 

Sidst opdateret ( fredag, 21 august 2009 )

Fortæller
Fortællinger
Forfatter
Bibliografi
Foredragholder
Foredrag
Arrangementer
Søg
Kontakt
Kerstin Ekman
Log ind